Ingredienser
Sådan gør du
Forberedelse:
- Tag flæskestegen ud af køleskabet mindst 30 min. før den skal grilles.
- Læg et viskestykke over flæskestegen, så det suger noget af væsken fra sværene, hvilket gør det nemmere at få sprøde svær
- Krydr flæskestegen med salt og evt. peber i bunden af stegen.
- Vend flæskestegen om, så sværene vender op.
- Nu skal du skære riller i flæskestegen. Det gør du ved at tage en kniv og skære ganske let i fedtet. Det er vigtigt, at du ikke skærer helt ned i kødet, men kun ned til den hinde, som sidder under sværene, ellers bliver det svært at få sprøde svær. Du bestemmer selv bredden på dine svær. Hvis sværene allerede er skåret på forhånd, så sørg for at de er skåret ordentligt igennem.
- Kom godt med salt ned i rillerne på flæskestegen. Det er vigtigt, at saltet kommer godt ned i rillerne, da det er med til, at du får nogle sprøde svær. Du kan evt. også krydre den med peber.
Grillen:
- Tænd din gasgrill, og gør den klar til høj indirekte varme. Det er vigtigt at få temperaturen op på omkring 250 °C. Hvis du har en gasgrill, hvor du er nødt til at tænde brænderen under flæskestegen for at komme op på 250 °C, kan du komme en foliebakke under, så du skærmer flæskestegen mod direkte varme. Læg f.eks. en foliebakke under grillristen, hvis der er plads.
- Hvis du vil lave en flæskestegssovs, kan du lægge flæskestegen i en foliebakke og fylde vand i, så du har væske til at lave flæskestegssovs.
Tilberedelse på grillen:
- Placer stegen i midten af grillen, hvor brænderen er slukket under. Så længe brænderen under er slukket, eller der er foliebakke under, er der ikke den store fare for opflamning. Men vær opmærksom på, at eventuelt vand i foliebakken hurtigere fordamper, hvis du har en brænder tændt lige under bakken. Husk at påfylde vand undervejs, hvis bakken er ved at løbe tør.
- Hvis din flæskesteg er ujævn i højden, kan du med fordel gøre den mere jævn ved at krølle noget stanniol sammen og lægge det under den lave side af flæskestegen. På den måde får du en improviseret stegeholder.
- Efter 30-45 min. på omkring 250 °C bør stegen begynde at få sprøde svær. Hvis sværene ikke er sprøde endnu så giv den lidt ekstra tid på 250 °C.
- Når stegen får sprøde svær, skruer du ned for varmen på grillen, så selve kødet kan blive grillet færdigt. Grillens temperatur skal gerne være omkring 160 °C.
- Hvis du ikke allerede har sat et termometer i fra starten af, kan det med fordel gøres nu. Sæt det i midten af stegen i en af rillerne i flæskestegen. Sørg for at proben rammer ca. midten af kødet.
- Når flæskestegen har nået en kernetemperatur på 65 °C, tager du stegen af grillen.
Anretning:
- Lad flæskestegen hvile i 10-20 min. Du kan godt lægge et klæde over stegen, mens den trækker, men lad være med at pakke hele stegen ind i stanniol. Så bliver sværene bløde igen.