Han forsøger konstant at bryde ud af rammerne, at vriste sig fri af forventninger. Samtidig har han med egne ord et enormt pleaser-gen og refererer jævnligt til sig selv som det syngende CVR-nummer. For Jesper Binzer, forsanger i det danske rockband D.A.D., er livet en linedans. Mellem kunst og håndværk, mod og ængstelighed.
Mellem klovnen og Dr. CorpsePaint – og nu også manden bevæbnet med forklæde og grillspartel.

Af Hanne Hedetoft
Foto af Claus Peuckert

– Det ønskede jeg mig i mange år. Og min bankrådgiver ville nok også have foretrukket det noget større kundegrundlag, det ville have givet, svarer Jesper Binzer grinende på spørgsmålet om, hvorvidt han skulle have være født som amerikaner.
I ungdommen stod Amerika som det ypperste, som et fyrtårn for sangeren. De senere år har han i stadig stigende grad om Danmark og Europa tænkt ”hvor er det dog et dejligt sted, vi bor”. Det betyder ikke, at kærligheden til USA helt er rustet – især ikke, når det handler om musikken.
– Det er den der fantastiske blanding af det sorte og det hvide. Blandingen af jazz og blues med rock, som er et kulturmøde opstået af nødvendighed. Rent musikalsk er det en guldmine at dykke ned i og hovedårsagen til, at jeg i dag stadig er så fascineret af det amerikanske, forklarer Binzer.

AT VÆRE SIN EGEN MAKKER
Jesper Binzer er mildt sagt en garvet traver i rockmanegen, hvor han siden 1982 har været forsanger i D.A.D.. I 1984 blev også lillebror Jacob en del af bandet, som to år senere debuterede med albummet Call of The Wild. Mange D.A.D. albums og koncerter senere fandt Binzer i november 2017 tid til at udgive sit første soloalbum Dying is Easy, og i 2020 fulgte han op med albummet Save Your Soul.
Selv som solist udgør Binzer en slags band. Eller i hvert fald et makkerskab, hvor han arbejder med at balancere forskellige sider af sig selv. – Kunst er noget, man ikke ved, hvad ender med.
Derfor er god kunst ofte forbundet med en ængstelighed, fordi man befinder sig på dybt vand til allersidste sekund. Det handler om at holde processen og sig selv åben, at holde fast i inspirationen, det irrationelle, det ubevidste, siger Jesper Binzer og forsætter:
– Og så er der selvfølgelig også håndværket og håndværkeren. Ham der går helt konkret til værks og tænker, ”så, nu sover familien, nu sætter jeg mig ned med guitaren”.
At håndværkeren får parkeret sig i sofaen og slået strengene an er første forudsætning for at lokke kunstneren frem. På coveret til Save Your Soul har Jesper Binzer leget med sin indre dobbelthed og optræder dels malet som klovn, dels malet med en slags lig-maske. Dr. CorpsePaint kalder Binzer dette alter ego, som bor i den kunstneriske side sangeren.

EN HELT ANDEN SLAGS INSTRUMENT
Den indre kunstner må håndværkeren i Jesper Binzer selv lokke frem. Manden iført grillspartel og forklæde, som i dag jævnligt huserer i Binzers baghave, blev til gengæld lokket frem af sønnen Benjamin.
– Han havde gennem længere tid foreslået, at vi skulle have en grill, men jeg slog det hen, kunne
simpelthen ikke se mig selv stå der i baghaven og grille. Men Benjamin blev ved at insistere, og
nu hvor vi har fået en grill, er jeg jo fuldstændig faldet til patten, siger Jesper Binzer. Han havde egentlig tænkt sig, at hvis det absolut skulle være, så måtte det blive en gasgrill. Fordi det var nemt. Så kom Traegeren imidlertid på banen, og nemmere bliver det ifølge rocksangeren ikke. 

Guitaren har han som bekendt masser af erfaring på, men han understreger, at han endnu ikke er en virtuos på grill.
– Vi er glade amatører. Alligevel kan vi, fordi det er så nemt, lave det meste på vores Traeger, fortæller han om sine og Benjamins eksperimenter på grillen. Foruden at lokke sin far til grillen stod sønnen faktisk også bag musikvideoen til titelnummeret på Save Your Soul. Og Jesper Binzer lægger ikke skul på, at familien i det hele taget er altafgørende for hans velbefindende:
– Jeg kan faktisk ikke formulere, hvor meget familien betyder for mig i dag. Jeg er en ekstrem tryghedsnarkoman forstået sådan, at jeg skal have et fast og trygt anker, som gør det muligt for mig komme ud i verden.

ROCKIKON MED SKAFFEDYR I ASCENDANTEN
– Vi er jo biologisk disponerede for at få børn. Samtidig er de sunde på den måde, at de helt automatisk river én ud af det med at sidde og pille i navlen, som jo er en stor del af det at være kunstner, siger Jesper Binzer. For ham betød det at få børn og familie, at han lærte at prioritere.
– Jeg lærte at sige til mig selv, at herfra og dertil går kunsten, og herfra og dertil handler det så om
vasketøjet. Jeg mærkede simpelthen skaffedyret komme op i mig, da jeg fik mit første barn. Nu skulle der orden på sagerne. Han medgiver, at det er der ikke meget rockikon, joint og guldøl over. Men faktisk har han altid haft en høj arbejdsetik, og som forsanger giver det sig selv, forklarer han, at du ikke kan være med i 3. halvleg, hvis du vil bevare stemmen.
– Du må vælge mellem fest og metier. Selv er familiemennesket Jesper Binzer vokset op med forældre, der var for gamle til at befinde sig i kernen af ungdomsoprøret, men unge nok til at være influereret af strømningerne.
– Min far nåede lige at blive ansat på universitetet før studenteroprøret, men var altså ikke meget ældre end oprørene. Min mor fik to drenge og tænkte, at så måtte hun hellere læse til pædagog, siger sangeren og griner. – Og på den måde er min bror Jacob og jeg helt klart et produkt af 1970’erne, hvor kreativ udfoldelse var guld.

TYSKE FRONTKÆMPERE
– Jeg hoppede over, hvor gærdet var væltet, og tog en sløj HF. Og så vidt jeg husker, blev Jacob ikke engang færdig på gymnasiet, før det tog fart med D.A.D.
Men hvordan turde de det? Hvordan turde en flok drenge, kan man vel godt tillade sig at kalde de 17-19-årige rockaspiranter, at satse hele butikken på et rockorkester?
– I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne var der en ung og vild energi, som også punken var en del af. Der var ingen karriereplaner, der var ingen faste planer overhovedet, men som unge havde vi lave udgifter og lave forventninger, forklarer Jesper Binzer og fortsætter:
– Når nogen så tilbød os 1.200 kroner for at spille, som var et enormt beløb for os, kunne vi ikke se andet end fremtid for os. Selvfølgelig skulle de da være rockmusikere, tænkte de. Og som semihippie bakkede faren i tidens ånd op om projektet:
– Min far sagde, at nu havde han gået i skole hele livet, og det havde heller ikke fungeret perfekt, så vi skulle gøre, hvad vi ville. På den ene side handlede det om ung og vild energi, på den anden side gav livet som rocksanger tryghedsnarkomanen Jesper Binzer endnu et anker.
– Helt fra barnsben har jeg haft brug for sende et postkort i forvejen med, hvem jeg var. Når andre fx
skrifter job, skal de fortælle om sig selv. Jeg vil hellere, at folk allerede ved, hvem jeg er. Da en ung Binzer sendte sit første postkort som rocksanger, var det ikke normalt, at man blev ved at være rockstjerne livet ud. Heldigvis har tingene ændret sig.
– Stones (The Rolling Stones, red.) har været med til at lave det om, og så har de også været stærke
til at bryde den barriere ned i Tyskland, hvor man sagtens kan have langt hår, selvom man har en
stor, fin måne på toppen.

AT FRITSKRABE FORVENTNINGER
Jesper Binzer holder kun op, hvis han en dag ikke længere synes, han har noget at give. Og skriveblokeringer er ikke noget, han umiddelbart frygter.
– Sammenlagt har jeg haft skriveblokering i rigtigt mange år, men uden at falde igennem, for det er jo det fantastiske ved at være med i et orkester, hvor man hjælper hinanden. Nogen gange har jeg haft en selvvalgt blokering, fordi det er rart at hoppe rundt oven vande og ikke hele tiden dykke langt ned i den kunstneriske proces og være dér, hvor der er en sten i skoen, som trykker, forklarer han. Han sætter ord som overtænker, følsom og ængstelig på sig selv – og tilføjer så grinende, at meget succes er kommet af angsten for fiasko. Men selvom D.A.D. med deres image taler ind i Det Vilde Vesten og en verden af rebeller og outlaws, så har Jesper Binzer aldrig personligt følt, at han havde svært ved at passe ind.
– For mig handler det rebelske mere om at ville skabe sig selv og ikke hele tiden at skulle leve op til andres forventninger. At ville holde fast i kernen i stedet for at kaste sig ud i rammerne. At fritskrabe  forventningerne og placere sig med ét ben uden for samfundet, siger han. Samtidig anerkender han, at nogle mennesker bare passer perfekt ind i samfundets rammer, og at de sagtens kan være de mest rummelige og åbne mennesker.
– Der er tilgivelse til alle og for alt. Også for samtalekøkkenet, fastslår han og bryder igen ud i et stort grin. Det kan godt være, at han er ængstelig og følsom, men han er helt sikkert også udstyret med en terrængående humoristisk sans.

FRIHEDEN FRA RUTINER OG FRIHEDEN I RUTINER
– Alt i alt handler det om, at man må tage udgangspunkt i sig selv for at kunne færdiggøre sig selv som menneske. Og for at kunne blive en original kunstner. For Jesper Binzer er friheden fra andres forventninger og fra samfundets hamsterhjul altså vigtig. Omvendt finder han også en frihed i at have faste rutiner.
– Der er mange dejlige ting ved rutiner. Vi skifter fx ikke mange numre ud, når vi er på turne, men det betyder så til gengæld, at der er plads til yderligere inspiration på det enkelte nummer, til jams, til at tænke i scenografier. På den en måde giver faste rutiner i virkeligheden også en frihed. Han mener ikke, han ville være nået så langt, hvis ikke han været ambitiøs og haft en stor drivkraft i sig.
– Men det er ikke en drivkraft i forhold til at få et 13-tal, men snarere i forhold til at skabe noget musik, jeg virkelig kan føle. Noget musik, som er ægte for mig. Han er formodentlig heller ikke ambitiøs i den forstand, at han generer andre ved at have rundsave på albuerne. I hvert fald er han med egne ord udstyret med et enormt pleaser-gen. – Rent professionelt er det sådan, at forsangeren har publikum, mens bandet har hinanden, siger han. Det ligger med andre ord i forsangerens rolle at få publikum til at føle sig trygge, men det kan også blive for meget, og Binzer har virkelig ledt efter en grænse, fordi han så gerne vil please.
– Jeg er også en pleaser uden for scenen. Jeg har overhovedet ingen konfrontationslyst, og min metier er jo på mange måder ansvarsfri. Det er ikke mig, der fortæller, at kræften har spredt sig.
Faktisk er jeg ikke bare konfliktsky, jeg er direkte konfliktangst. Igen afslutter Jesper Binzer med en lille, selvironisk latter, mens vi bliver enige om, at det positive ved at være konfliktsky er, at man til gengæld er nødt til at være et rummeligt menneske.

DET VIGTIGSTE ER TALENTET FOR AT VILLE
Foruden at være rummelig, tør han også godt kalde sig modig.
– Ja, selvtilliden er jo stor, men jeg skal også tage mig sammen for at være det. Jeg mærker tydeligt, hvilket mod det kræver at stille sig frem på scenen. Jesper Binzer fremhæver desuden sin høje arbejdsetik som en af de væsentligste årsager til den succes, han i snart 40 år har haft i rockmanegen. Adspurgt om talent eller vilje vægter mest, svarer han prompte:
– Det vigtigste er talentet for at ville. Og så skal man huske, at meget vokser i mødet med andre mennesker. Så man skal holde sig åben. For sangeren gælder åbenheden også i forhold til det åndelige, som han blandt andet mærker i musikken.
– Jeg er ikke folkekirketroende, men der er meget magi i det at komponere. Samtidig oplever jeg, at det er svært at være alene på denne jord og derfor er det dejligt at kunne bede om hjælp hos noget, som er større end én selv. Så når noget er skævt, går jeg på knæ og beder til Gud. Fordi det hjælper,
slår Binzer fast. Efter et øjeblik tilføjer han:
– Min far plejede at sige, at ateister sjovt nok er dem, der taler mest om gud.
Så er vi tilbage ved familien – ved ankeret – hvor talentet for at ville lige nu bruges på Traeger-grillen.
– Min hustru er vegetar, så det passer fint, at vi kan rode med vores kød uden for huset. Det er super let at lave velsmagende mad, der virkelig har den der lækre umami-smag, så nu er jeg nået dertil, at jeg elsker at lave mad til højtiderne, slutter Jesper Binzer. Nu skal manden med grilltangen bare have lært Dr. CorpsePaint og Klovnen at støvsuge grillen efter brug, så det ikke går galt. Som det var lige ved at gøre med juleanden.